Stenlien Vandværk

Vandværket på ”Stenlien”

Billede af Stenlien Vandværk

I 1976 får Veksø vandværk afslag fra Hovedstadsrådet om tilladelse til at indvinde 200.000 kubikmeter vand pr. år, og i 1977 kræver selvsamme råd, at Stenløse vandværk skal levere det nødvendige vand til Veksø. I 1981 indvies derfor en 250 mm forsyningsledning mellem Stenløse og Veksø og i 1982 får Stenløse vandværk tilladelse til at indvinde 600.000 kubikmeter vand.
Der arbejdedes også på en mulig sammenlægning af vandværksselskaberne i Veksø og Stenløse. Dette opgives dog i 1987, da det ikke anses for muligt, at opfylde de krav, som en sammenlægning ville medføre.
Den løbende udbygning af bysamfundene i Stenløse og Veksø øger behovet for vand og for stadigt at kunne leve op til målsætningen om at levere godt og rigeligt vand må kapaciteten igen udvides. Efter et meget grundigt forarbejde mellem bestyrelserne i to vandværksselskaber, opføres i fællesskab et nyt vandværk på ”Stenlien” mellem Stenløse og Veksø. Der stiftes et produktionsselskab, Stenlien Vandværk a.m.b.a., som består af vandværkerne på Smedebakken og Stenlien. Det ledes af en bestyrelse, der er sammensat af medlemmer fra bestyrelserne i Veksø Vandværk og Andelsselskabet Stenløse Vandværk. Vandværket på Stenlien bliver indviet i 1990.

Dette vandværk er hypermoderne, der er blandt andet automatisk overvågning på alle pumper og i tilfælde af tekniske problemer, tilkalder automatikken selv hjælp. Til kontrol af ledningsnettets tilstand registreres den udpumpede vandmængde over døgnets timer. Højt natforbrug er ofte en god indikator for et ledningsbrud.
Stenlien vandværk er via en 250 mm rørledning forbundet med vandværket Smedebakken, så at vand kan pumpes rundt mellem værkerne. Denne installation skal sikre, at der kan leveres vand alle steder i selskabets forsyningsområde også i tilfælde af tekniske problemer.

Vandværket på Stenlien leverer vand til Veksø by og til andelshavere i Stenløse by fra Bygaden mod veksø og nord for Frederikssundsvejen. Fra 1. januar 1998 har Stenlien vandværk også leveret vand til Søsum Vandværks andelshavere, idet vandet i indvindingsområdet blev forurenet med nikkel, som er en naturlig forekomst i undergrunden.
Andelsselskabet Stenløse Vandværks administrative forhold.

I de første mange år passede skiftende bestyrelser, formænd og kasserer vandværkets administration og tekniske anlæg fra deres private adresser. I oktober 1979 åbnede vandværket sammen med Kontaktudvalget for Vandværker i Stenløse Kommune et kontor på byens tidligere telefoncentral (Byvej nr. 24).

Vandværkets mangeårige kasserer N. P. Nielsen, der udtrådste af bestyrelsen i 1980, da han ikke længere er andelshaver, fortsætter som forretningsfører til pasning af såvel de administrative rutiner som af værkerne. Senere flyttede vandværkets kontor til adressen Stenløse Center nr.30a. I oktober 1984 ansættes en vandværksbestyrer, og hermed ophørte systemet med at bestyrelsens medlemmer passede værkets tekniske installationer og kun tilkaldte eksperter, når det var nødvendigt for problemfri drift. Da andelsselskabets ældste vandværk i 1989 var udtjent som vandproduktionssted anvendtes bygningen herefter til vandværkskontor (Byvej nr. 21). I 2001 flyttede administrationen til det nye vandværk på Stenlien Frederikssundsvej 137.