Fra boring til taphane

Nedenstående link giver en let adgang til den nyeste viden om vand, vandforsyning og miljø og kan frit bruges til undervisning. Siden er primært tiltænkt som inspirationskilde til både lærere, pædagoger og elever.

Klik her for at se information om Vandets vej

 

 

Illustration af vandets vej fra boring til hane

 

Sådan producerer vi drikkevand

1. Boring 
I boringen pumper vi grundvandet op fra de vandholdige lag i jorden. Boringerne omkring Stenlien Vandværk ligger 80-100 meter under jordoverfladen, mens boringerne omkring Smedebakken Vandværk ligger 30-50 meter under jordoverfladen. 

2. Iltning 
Når grundvandet er pumpet op fra jorden, kaldes det for råvand. Råvandet indeholder bl.a. svovlbrinte, jern og mangan. Svovlbrinte lugter som rådne æg og får vandet til at smage dårligt. På vandværket fjernes svovlbrinten ved at puste luft i vandet. Jern- og manganforbindelserne iltes, så de omdannes til forbindelser, der kan fjernes fra vandet. 
Iltningen er også nødvendig for at drikkevandet får en god og frisk smag.

3. Filtrering
Efter beluftningen bliver vandet filtreret gennem filtre, der består af et lag antracitkul og flere lag sand og grus. Ved at filtrere vandet fjerner vi jern og mangan. Vandet er nu blevet til rent drikkevand.

Når filtrene har været brugt i en periode, skyller vi dem rene for jern- og manganholdigt slam. På nogle vandværker adskiller man slam og skyllevand i et bundfældningsbassin, hvorefter skyllevandet sendes direkte ud i et vandløb. På andre vandværker leder man skyllevand og slam direkte i kloakken, så det kommer på renseanlæg og bliver renset.

4. Ud til din vandhane
Efter behandlingen på vandværket er det rene drikkevand parat til at blive sendt ud til forbrugerne gennem et stort net af vandledninger. I det område, hvor vi leverer drikkevand, har vandledningerne i dag en samlet længde på ca. 71 km.